Fugt og skimmel – et stigende men ikke fuld dokumenteret problem
Ifølge eksperter fra Statens Byggeforskningsinstitut og Byggeskadefonden findes der ikke tal på, hvad fugtskader i danske ejendomme koster årligt. Det er heller ikke muligt at fremlægge tal, der dokumenterer eksperternes påstand om en stigning i antallet af fugtproblemer, og hvad de skyldes. Mange eksperter er dog enige om, at problemer med fugt og skimmel er stort, og at disse problemer koster dyrt.
Millioner eller milliarder at spare
Ifølge Poul Ørum, underdirektør i Willis, vil den samlede ejendomsbranche kunne spare et betydeligt millionbeløb, hvis man kan kontrollere fugten og fange problemerne med fugt og skimmel i tide.
Lars Gunnarsen, civilingeniør, Ph.d. og professor inden for byggeri og sundhed på Statens Byggeforskningsinstitut, mener, at der er tale om et milliardbeløb:
”De samlede vedligeholdelsesudgifter for alt byggeri i Danmark er på ca. 60 milliarder kroner om året. Man kan ikke finde statistik over årsagerne til renoveringsudgifterne, men som et groft overslag kan man i hvert fald regne med, at minimum to procent af renoveringsudgifterne går til noget, der er fugt- og skimmelrelateret, og så er vi oppe på ca. 1,2 milliarder kroner årligt,” siger Lars Gunnarsen.
Advokat hos Homann og ekspert i skimmelsvampesager, Marie-Louise Pind, vurderer ligeledes, at den samlede ejendomsbranche kan spare milliarder ved at overvåge indeklima og opdage fugtproblemer tidligt:
”Der er ingen tvivl om, at udgifterne til skadeudbedringer i forbindelse med fugt og skimmelsvamp vil stige de kommende år. Der er et kæmpe efterslæb i den almene sektor. Derfor bruges der i dag gigantiske beløb på at udbedre skimmelsvampeskader, fordi mange af boligerne har en følsom klimaskærm. Der skal i nogle tilfælde ikke meget til, før skimmelsvampeskaderne kommer som følge af almindelig brugeradfærd, uden at der nødvendigvis er tale om mislighold. Disse skader fylder på boligselskabernes budgetter. Samtidigt bruges der voldsomme ressourcer på at renovere boliger der, set ud fra en teknisk saglig begrundelse, burde nedrives,” siger Marie-Louise Pind og fortsætter:
”De klimamæssige forandringer hjælper heller ikke boligselskabernes udfordringer med fugt og skimmelsvamp. Klimaet kan det være svært at gøre noget ved, men tekniske redskaber kan være med til at begrænse skader. En fugtmåler og -alarm placeret det rigtige sted er et velkomment redskab til at reducere antallet af skader, der er beboerrelateret, og vil kunne bruges som hjælp til at indregulere opvarmning og udluftning. Der kan være mange penge at spare.”
Mange fugt- og skimmelskader skyldes adfærd og konstruktionsfejl
Hos Willis skønner man, at halvdelen af boligforeningernes fugtskader skyldes følgeskader, hvis der fx springer et vandrør eller har været brand. Den anden halvdel skyldes, at beboerne bruger boligerne forkert eller anderledes, end de er indrettet til.
Hos Teknologisk Institut fortæller Anne Pia Koch, seniorkonsulent inden for indeklima og bygningsundersøgelser, at 70 procent af de henvendelser de får skyldes, at folk har gener, der kan være skimmelsvamperelateret. I minimum halvdelen af disse sager er der tale om skjult skimmelvækst i konstruktionerne.
Hver tiende lejlighed fugtskades
Landsbyggefonden har i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut udarbejdet en pjece om skimmelsvamp til ejendomsfunktionærer i almene boliger. Her skønner man, at mere end hver tiende af alle lejeboliger i Danmark er ramt af skimmelsvampe, som er tegn på fugt. Dertil kommer de skjulte tilfælde af skimmelsvampe, som ikke kan ses med det blotte øje.
Beboerne har tendens til at overdrive
”Hvis der er tale om selvrapportering vil 1 ud af 5 beboere i lejeboliger sige, at de har skimmelproblemer i deres lejemål. Hvis man rent faktisk får en ekspert ud for at foretage målinger på synligt skimmel, vil det snarere være tilfældet, at der er problemer med skimmelsvampevækst i 1 ud af 8 lejemål,” siger Lars Gunnarsen, civilingeniør, Ph.d. og professor inden for byggeri og sundhed på Statens Byggeforskningsinstitut.
”Det man dog ofte glemmer er, at skimmelvæksten kan sidde skjult bag forsatsvægge og tykke vægbeklædninger eller under gulvbrædderne i gulve mod terræn. Det er derfor vigtigt at lave en grundig fugtteknisk undersøgelse af en bolig, før man drager konklusioner på boligens sundhedstilstand,” siger Anne Pia Koch, seniorkonsulent inden for indeklima og bygningsundersøgelser.
-
Køb nye målere i dag - betal senere
Boligselskaber kan nu få nye målere betalt med en løbetid over 3-10 år. Det sker med Brunatas nye...
-
Energistyring og proaktiv fejlretning giver en bedre bundlinje
Et varmeanlæg i ubalance kan koste mange penge. Men at se hvorfor et varmeanlæg kører dårligt, er...
-
Beboerklager falder med hjælp fra Brunatas udstyr
Hos Boligselskabet Nordjylland hjælper Brunatas smarte kuffert, som er et redskab til at forbedre...